Side-menu
"Jeg har savnet et sted, hvor vi taler åbent om det, der rør sig i vores branche – og derfor sidder jeg her, klar til at tage jer med på rejsen."
Frisøsen er en podcast, hvor inspirerende, modige og passionerede mennesker deler deres erfaringer, idéer og perspektiver på livet i og omkring frisørbranchen. Du får indblik i personlige fortællinger, faglige tips og tricks, skæve vinkler og samtaler, der giver stof til eftertanke.
Sanne B har været en del af frisørbranchen i mere end 40 år – både foran og bag kulisserne.
I podcasten møder Sanne en eller flere personer i hver episode, som inspirerer – både gennem deres faglighed og deres personlige historier.
Branchen rummer mange seje og modige mennesker, som vi kan lære af og spejle os i.
I pilot-episoden af Frisøsen møder vi et ikon i frisørbranchen. Historien, talentet og mennesket bag en af branchens mest inspirerende skikkelser.
Vi taler om, hvor Sørens skaberkraft og kreativitet kommer fra – og hvilken stjerne han egentlig er født under. Om øjeblikke i karrieren, han aldrig glemmer, og det vigtigste råd han altid giver videre i sin undervisning.
Søren deler også sine tanker om, hvordan vi bedst favner den unge generation af frisører, hvad han selv har lært af dem – og hvorfor loyalitet stadig er en af de smukkeste egenskaber et menneske kan have.
Er livet virkelig kun stjerner og stjernestøv? Hvem vil Søren være for en dag, hvis han kunne vælge frit – og så får vi selvfølgelig hans bedste råd til at håndtere de “sure kunder”.
*Varighed: ca. 1 time
I denne episode af Frisøsen møder vi en stærk kvinde og personlighed, der i årtier har inspireret frisører i hele verden med sin kreativitet, sit mod og sin evne til konstant at udvikle sig.
Vi taler om, hvad der driver Tina, hvor hendes energi og nysgerrighed kommer fra, og hvordan hun formår at blive ved med at være relevant i en branche, der aldrig står stille.
Tina deler ud af sit liv i en international karriere, fortæller om de øjeblikke, der har formet hende og hvorfor passion stadig er den vigtigste ingrediens i en succesfuld frisørkarriere.
Vi kommer også omkring den næste generation af frisører, hvad en frisør har brug for, og hvilke egenskaber der bliver afgørende for fremtidens succes.
Og selvfølgelig får vi svar på de spørgsmål, som kun Tina kan svare på: Hvordan håndterer vi prisstigninger? Hvad er hendes største læring gennem et langt liv i branchen? Og hvilket råd ville hun ønske, at alle frisører tog med sig allerede i morgen?
En ærlig, inspirerende og energifyldt samtale med en kvinde, der stadig har masser på hjerte – og som fortsat sætter sit aftryk på frisørverdenen.